Lad gammel had være glemt?

Jeg er normal en meget stille og rolig person som kun i perioder kan have et lidt hidsig temperament. Jeg er meget utålmodig men det er der vel så mange der er. Men når folk så endelig får mig hidset op skal der gå noget tid før jeg bliver god igen. Det sker for detmeste i løbet af en dags tid.
En gang er jeg blevet så tilpas sur og følte mig så tilpas trådt på at der skulle gå lidt længere tid.
det er sådan set et år siden nu og det er stadig ikke glemt. Jeg snakker ikke med personen i dag (Hun var ikke så populær i mine øjne i forvejen så det har nok ikke gjort sagen bedre). Hun har skrevet en sms med undskyld jeg har bare ikke taget imod den da jeg mente det var fuldstændig uhørt det hun fik lavet.

Her kommer jeg så til at tænke på et gamle ordsprog med at lade gammel had være glemt. Men hvordan en i h..... skal man kunne gøre det når man stadig den dag i dag kan blive sur bare ved tanken om den aften. Jeg har ikke noget med hende at gøre og ønsker heller ikke at få det. Hun kan komme med en mundtlig undskyldning og vise at hun har lært af det og rette fejlen op (som hun igen i år har fået lavet) Hun ved det jo godt selv i kraft af det var det hun gav skylden til hendes opførsel. For mig er det bare ikke en undskyldning at give "stress" skylden for jo hun havde travlt men som det foregående år kunne hun have givet nogle af opgaverne væk.

Jeg kan ikke have at man gemmer sig bag sådan en undskyldning og oven i købet tror man kan gøre det godt via en sms når man mundtlig i telefonen kunne give en mega sviner og verbal skideballe over at man som frivillig hjælper meldte afbud eller at man kom senere. Har man nosser til at stå frem og udlange sviner til højere og venstre kan man vel for hunden også give en mundtlig undskyldning. ikke at det ville hjælpe i den her sag mere da det har stået på så længe nu og mit inderste had nu sidder groet fast i mit 32 gb hukommelseskort i hovedet.

Her tror jeg ikke det gamle ordsprog virker men jo i visse situationer er det nok en fordel især hvis man selv har taget fejl og har skabt noget had via det.

Det kan være svært at sætte sig ind i historien men det er heller ikke pointen jeg skulle bare ud med det da jeg var så heldig at løbe på selv samme person i går efterfulgt af hun hurtig kiggede i jorden og forsvandt med lynets hast.
Dårlig samvittighed? jo måske selv kunne jeg kun grine af hende og takke alle de dejlige mennesker jeg stod sammen med for en dejlig dag og forlade pladsen.

Voksen livet

I de 27 år jeg har levet har jeg aldrig betragtet mig selv som en voksen. Jeg kan stadig godt se tgnefiln eller have en bamse stående fremme. Jeg spiser stadig rasmus Klump is, med stor velbehag, og jeg fjoller stadig rundt og laver mit eget sjov.
jeg ved ikke hvordan andre betragter mig men selv synes jeg ikke jeg er blevet voksen endnu. Men hva, det er vel også bare en titel. Selvom min alder (selvom det ikke er så meget endnu) fortæller mig at voksenlivet er begyndt, og det er på tide at lægge det barnelige væk er der dog alligevel noget der holder på det.  altså jeg køre da bil og går på arbejde. Har de huslige pligter og er efter lidt opfordringer begyndt at tage imod et glas rødvin i ny og næ. Er man så voksen? eller hvad betegner en voksen?
Det vil da nok hjælpe lidt når jeg engang får min egen lejlighed men det stopper mig jo ikke i at se en tegnefilm eller have min yndlingsbamse fremme.
Jeg høre da nogle gange folk sige til mig " så bliv dog voksen". Men hvordan. Det er vel ikke en forvandlingsproces som frisuren når man går til frisør. Og hvad er en voksen. Det er vel efter ens egen mening.
Tiden med at fnise hver gang der var en der sagde tissekone er jo forbi og jeg står da heller ikke på toilettet sammen med 3 andre tøser og griner hver gang der er en der fiser ( så kunne jeg jo ikke andet en fnise) og jeg leger ikke med lego eller dukker mere. Jeg kan da også gå til tandlæge eller andet uden der bliver sluttet af med " hvordan er det nu, er du fyldt 18 ?" Og min omgangskreds er da heller ikke teenager tøser men tøjstils problemer og kærstesorger.
Jeg kan da bruge et komfur og en symaskine og som nævnt har jeg kørekort og køre da også selv i bil.

Så på det faglige plan er jeg nok nået til voksen livet og de udfordringer som det nu giver men hvad angår min tankegang/opførsel så tror jeg at jeg kan gå i kategori med de barnlige sjæle. Men skal der nu være noget galt i det. Livet bliver da for surt hvis det hele er alvor og pligter.
Man er vel kun voksen når man føler sig voksen. Det bliver vel også som udgangs punkt betegnet som voksen og det er jo kun godt nok.

                                                    Life is a climb, but the view is great!!!