Lykken er....

Sikke dog en tid det er lige nu. Jeg føler jeg svæver hen over verden og smiler over hele 5 øren.
Jeg er glad. Endelig en happy time. Egoist som jeg kan være synes jeg selv jeg har fortjent det.
Med medgang kommer modgang og omvendt, og det må siges er rigtig lige nu.

Jeg kan stadig godt have dage hvor det hele er noget hø men det påvirker mig slet ikke på samme måde som for 3 måneder siden.
Hvordan kan det være.... tjo
Jeg har endelig fået lov at føle hvordan det er at være elsket. Føle hvordan det er at elske nogen og føle lykke.
Som dagene går bliver jeg kun mere og mere glad for ham. Han betyder så meget for mig og netop det gør bare at jeg får så meget igen af ham. Hvor jeg før fandt trøst i hesten, hunden eller musik har jeg nu ham. En god gut at snakke med og få råd af. Han er atypisk på mange måder men dog stadig skøn.

Og sikke dog en betydning det har fået. I starten var det svært. Jeg skulle pludselig vænne mig til at dele mange ting med en mere og slippe visse ting, tør stole på en anden og det må siges at have været svært. Det er det stadig men slet ikke på samme plan. Jeg har endelig indset at jeg ikke behøver klare alt selv, at det er ok der er andre og at det er ok at få hjælp. Det lynser økonomisk for mig også så det flasker sig bare.
Vi er begyndt hos Dansk røde kors som aspiranter til samaritter i håb om at kan blive det.
Han har lige flyttet adressen op til mig og en dag vi sidder til noget undervisning siger læren at vi skal være medlem men da vi havde samme adresse fik vi familie rabat. Nøj jeg slog øjnene op og tænkte ved mig selv. Nej nej vi er ikke en familie, men jo...... det er vi jo lidt. Samme adresse og fælles udgifter og fælles bil. Det er da starten på en familie. Det vare både lidt skræmmende men også fedt at tænke på.

Jeg har sluppet noget af grebet og hvor er jeg glad for jeg lod mig selv turde.
Nu håber og ber jeg til at vi har lang tid sammen.

Be strong

Phu ha en tid der er kommet lige nu. Regn og slud. Frost og kulde og det i sig selv er ikke al for sjov men udover det er jeg kommet ind i en træls periode, hvad jeg selv fornemmer har været siden jul.
Der er længere mellem smilene og latteren men kortere mellem de tunge suk og tårrene.
Normalt er jeg ikke nem til tårer og der skal meget til at hyle mig ud af den, men lige for tiden skal der ingen ting til. I dag fra kl 12 til kl 16 nåede tårrene frem til kinderne 5 gange. Hvad sker der lige??? Det mest fustrende er jeg selv har svært ved at sætte ord og fingere på hvad der er galt. Jeg kan nævne nogle ting men har på fornemmelsen at det ikke er kærnen i det. Hvordan jeg finder den aner jeg intet om.
Jeg er begyndt ikke at ville i seng for jeg ved jeg skal op og på arbejde næste dag. Det hænger mig langt ud af halsen. Er det mon så arbejds mæssigt. Ja noget af det er. Men jeg tror ikke det hele er.

Jeg har altid holdt højt humør. Grinet og fjollet. Lavet sjov og spas. Dog kan jeg ikke finde det overskud til at kunne det igen. Det er væk hvor godt jeg end leder efter det. Dog har jeg også brugt det lidt som en facade for andre ikke skulle komme for tæt på mig. Derfor bliver tiden lige nu også lidt sværere idet jeg er meget let til tårer for tiden og folk jo så spørger ind til det. Men hvad har jeg lyst til at dele og med hvem og hvad kan jeg dele for når jeg selv er i vildrede.
Der findes dog en som altid er klar til at smide hvad hun har og lytte og fortælle.
Det hjalp virkelig i dag og selvom det betød lidt senere hjem så var det, det værd.

Jeg har ingen jeg har ladet komme helt tæt på mig. Der findes ingen der kender mine inderste tanker og frygt og glæder. Ingen der kender hele min fortid. Enkelte kender lidt til noget men resten er MIT.
Det kan selvfølgelig godt være en svaghed i det her øjeblik men før i tiden var det, det nemmeste idet at jeg så vidste at når ingen kendte det til mig kunne jeg ikke blive sårret over hvis noget gik galt.
Men hvad dælen bygger jeg dog den teori på? Det næste er jeg har meget svært ved pyl og vil nødig selv være en af dem der pyller. Jeg har svært ved at tage at folk selv fortæller hvor skidt de har det hvis jeg er ved at fortælle noget om mig. Jeg lukker af og synes ikke det er værd at bruge tid på at fortælle.

Det er et hul jeg er kommet i og nu begynder byggeriet for at komme op af hullet. Der skal flettes noget snor til en rebstige.

For i bund og grund har jeg meget at være glad for. Jeg har fundet en sød kæreste. Først tvivlede jeg lidt på det men jeg tror nu nok at det bliver godt. Jeg har et godt arbejde og nogle super gode kollegaer. Jeg har en familie og en hund og en dejlig lejlighed. Jeg tjener penge og mangler ikke noget (selvom det lige i tiden er meget småt)

Jeg fik engang at vide at man skulle skrive 10 ting op man glædet sig til. 10 ting hvor man kunne sige YES det glæder jeg mig til. Skræmmende nok kunne jeg kun finde 2 ting.
Det er dog en liste jeg vil tage op igen og se hvad jeg kan finde. På et tidspunkt håber jeg at mit arbejde kan stå der på.

Hovedet højt og benene ned og så fremad. Det er vejen lige nu.
Be strong and happy.

På afveje

Hvad ved alle de andre om det..hvordan kan de sige det når de ikke kender det bagved. Hvordan kan de komme med et råd, vejlede og hjælpe. Ja ser du det er spørgsmålet. Nogle har læst mig andre gætter men ingen kender mine inderste tanker, føleser og drømme.
Nogle er gode andre knap så positive men sådan er det altid.
Jeg har siden nytår været inde i en træls tid. Præcis hvad det kommer af ved jeg ikke, men jeg kan da sætte finger på enkelte ting.
Mon jeg benægter mig selv glæde og kærlighed som nogle siger eller er jeg bare nærtagende eller er det reelt nok.
Meget går mig på, noget frygter jeg andre ting er jeg bare meget usikker på.
Jeg bevæger mig på usikker grund i en tid uden fremtids udsigt. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen eller hvordan jeg kommer videre.

En følelse af lykke kommer snigende ind i maven på mig og breder sig videre til hænder og fødder for til sidst at ramme epicenteret, hjernen. En tåre triller fra øjnkrogen ned over kinden, forbi mundvigen og slutter på hagen. En varme glider rundt i kroppen som varm te ned gemmen halsen, Varmen slutter i fingerne som en kildren i fingerspidserne. Lykken vender tilbage og en træt og godt brugt krop hviler tungt på den bløde madres med en lette fyldige dyne oven på. Kroppen synker længere ned og bliver tungere og tungere og hovedet hviler tungt på den kraftige welpur pude. Søvnen sniger sig ind. Ole lukøje hopper fra kvist til karm og over til hoved som efterhånden er sunket helt ned i puden.
Pludselig kommer savnet, angsten, frygten og usikkerheden som lyn fra en klar himmel. Som de sorte ryttere i Lord of the rings, kommer den galoperene ind og skræmmer alt tryghed og sikkerhed væk og overtager tronen i kroppen.
Hovedet letter som en jetjager fra puden og sveden hagler fra kroppen.
Hvorfor??? Hvorfor kan jeg ikke lade tankerne hvile.
Efter noget tid bliver det hele for meget og tårene kommer for til sidst at trætte kroppen så meget at den giver op og søvnen dukker op.
Det var ikke første aften og jeg ved med sikkerhed det bliver ikke den sidste.

Jeg har prøvet at dele lidt mine "oplevelser". Svarene på det er jeg tænker for meget og overtolker tingene men er det det, og hvordan slipper jeg det igen.
Det begynder at påvirke min hverdag nu og jeg bliver mere og mere kort for hovedet og der skal ingen ting til længere så bliver jeg irriteret.

Jeg håber jeg snart for styr på det og kan nyde min hverdag og min tilværelse.

Noget har jeg fået styr på og det har da skabt en vis ro men der er stadig noget at arbejde med.