Hør mig nu!!!

Jeg har lidt svært ved at komme igang med denne blog. Det er dog noget som jeg har ønsket at skrive tit og nu ligger det altså næst i køen til at komme fra hovedet til fingerne og videre som ord på det visuelle papir på cyberspace. Hvordan får man så startet.... jo det er så her tanken strejfer mig. Jeg har lige så svært ved at komme igang med det her som med at sige fra i hverdagen. Det er sådan set det jeg vil skrive om. Når jeg nu har svært ved det i hverdagen kan det jo være det her er en begyndelse.
Jeg er så heldig at jeg har et arbejde ovenikøbet et super sted. Jeg har en dejlig hobby når jeg kommer hjem og 2 dejlige dyr som jeg deler min hverdag med. Hvad skulle jeg dog kunne forlange mere..?? ingen ting mon... JO. At blive hørt og forstået og ikke taget forgivet.
Detsværre har jeg selv lidt skabt den situation for mig. Jeg har ikke så stor en omgangskreds og de få jeg har, har jeg stadig svært ved at åbne mig over for. Hverdagen og arbejdspresset forstyrre dog tit for mit forsøg. Jeg har en dejlig kollega som heletiden fortæller mig at mit humør smitter af og jeg har overskud til at holde humøret højt selvom de andre mugger lidt. Men dog føler jeg at det nu forventes af mig at jeg altid er glad og fuld af humor. Men bag denne humor gemmer der sig til tider en tåre, en usikkerhed, en frustration. Acceptere folk også at jeg engang imellem har behov for at have en down dag eller har brug for at være lidt trist eller sågar ked. Det er som om det bliver gemt af vejen og kommer først når jeg kommer hjem og sidder for mig selv.
Det er jo ikke sådan det er hver dag men til tider. Jeg har altid haft den mening at mine problemer er mine og ikke andres men har dog måtte sande at det er sundt at dele dem engang imellem.

Jeg hjælper gerne folk med diverse ting, men desværre synes jeg nogle tager det forgivet efter noget tid at det gør Mette da. Er jeg for flink? Jeg har rigtig svært ved at sige nej hvilket også gør at jeg jo altid får hjulpet folk når de spørger og så kan det vel let blive en vane. Jeg har svært ved at tackle konflikter og har svært ved at sige noget til folk. Vel på en måde konfliktsky. Det er da træls at have det sådan og jeg ved udemærket jeg skal arbejde med det men hvor er det dog svært. Jeg skal altid lige tænke over hvad der er blevet sagt inden jeg kan komme med noget til det.

Jeg vil gerne gøre det bedste jeg kan. Men jeg er også nået dertil at jeg ikke bare vil lægge øre til jeg vil høres og forstås. Jeg vil ikke gøre noget for at gøre andre glade men gøre det for at gøre mig selv glad. Jeg vil først og fremmest leve op til mine egne forventninger. Der er bare lettere sagt en gjort men alligevel. Jeg synes jeg har prøvet lidt men synes folk overhøre det eller forhaster videre. Enkelte høre mig men så er det som om det glemmes.
Måske ligger jeg for meget idet men det er nu engang sådan jeg har det og føler det.

Jeg er kørt lidt fast men tror nok jeg fik det meste ud. Nu er det ikke sådan at jeg er en skrøbelig lille svækling som kun har ynk og lever vildt lykkeligt. Sådan er det ikke. Alle har vel bare noget som går dem på sinde og sådan havde jeg det lige.

Tankespin

Jeg  har været så heldig at jeg har haft en solrig fridag på denne fredag. Efter en hvad jeg vil definere som en travl uge med mange opgaver, problemstillinger og små konflikter sidder jeg nu og vender ugens begivenheder. Tænker på hvad der er sket og hvilke opgaver jeg ikke er færdige med og hvordan jeg så bliver det. Samtidig ryger tankerne også lidt hen i de små konflikter jeg er løbet i og som jeg har hørt andre er løbet i.
Min super kollega og gode ven som har hængt en smule med mulen fordi folk ikke har respekt for hinanden og bare fordi nogle er misundelige på hende komme de med latterlige bemærkninger og sårende kommentar hvilket er fuldstændig absurd og slet ikke på sin plads. Men hvordan skal man dog for pokker munter hende op igen. Jeg vil så gerne hjælpe men alt hvad det bliver til i det øjeblik jeg snakker med hende er tomme ord som skal antyde forståelse og hjælp men bare bliver til ligegyldige små gloser hvilket ikke er meningen.
Når jeg så sidder og tænker over det komme det hele til mig men nu er det selvfølgelig forsent på en måde.
Tankerne ryger også hen på problemer og konflikter jeg har haft selv. Dem har jeg ligeså svært ved at håndtere. Jeg er nok det nogle vil kalde konfliktsky. Jeg hader at diskutere med folk, jeg hader når folk skændes, råber eller snakker ondt om andre. Jeg ved ikke om det er det indtryk andre har af mig. Selvom jeg til tider har en hård yder kerne så er der noget skrøbeligt og ikke så modigt inde bagved, en af de ting er konflikter og disskutioner.
Jeg har svært ved at gå ind i en konflikt eller diskussion, men sker det så står jeg med sved om panden, ben der ryster som om undergrunden var ved at lave milkshakes og en mave der danser som 10 hip hop dansere til mesterskaber. Det er træls det er sådan men jeg håber at med et kursus eller 2 jeg kan forbedre det.
Det er da blevet bedre. At snakke i stor forsamlinger er ikke længere noget problem som for nogle år siden så mon ikke også jeg kan få lidt styr på det andet.

Tankerne stryger da også lige hen på fremtiden. Hvordan den ser ud til at blive de næste 5 år, hvordan jeg kunne tænke mig den og hvordan jeg frygter den.
Jeg holder af mit arbejde og mine arbejdsopgaver som kun ser ud til at blive flere hvilket absolute ikke gør mig noget. Jeg holder da af mine kollegaer (nogle mer en andre) og jeg har da også nogle fritids interesser som tager min interesse men aller aller mest holder jeg af en vis tid på dagen, nemlig alene tid og helst i naturen. Det er en form for reset knap som lader duracel batterierne op igen så hovedet er klar igen.
Lige nu står den på tid bag skærmen i cyberunivers med hunden sovende ved siden af mig og min yndlingsfilm i dvden nemlig transformers. Det er også noget jeg ynder som kan sætte gang i tankerne.
Men det er nuet hvad med om 5 år. Hvad laver jeg, hvor er jeg, hvem er jeg sammen med og hvad sker der. Det kan godt være skræmmende at tænke over men igen tror jeg det er sundt og på den måde kan jeg selv arbejde på at det bliver som jeg godt kunne tænke mig. Det jeg selv har indflydelse på kan jeg ligeså godt gøre mit til at det bliver godt. Lige nu flyder min EDD samtale med min nye chef meget. Jeg har kun haft min chef siden 1 december. Jeg synes han er en super god chef men alligevel. Der er så meget jeg godt kunne tænke mig men mon han giver mig lov. Jeg er ikke nervøs for samtalen som sådan men nok lidt nervøs for udfaldet. Jeg har forberedt mig så godt jeg kunne (med lidt hjælp) nu må vi så håbe han snart kalder mig ind.

Samtidig mens robotterne suser hen over skærmen og kanonernes brag lyder suser tankerne hen i datiden. Jeg savner virkelig vi er en samlet familie igen i stedet for spredt i forskellige vinde som i dag (hvor jeg også selv står og skal flytte). Savner dem som ikke længere er her men bare nogle bogstaver på en stem og minder i den store harddisk som sidder i hovedet.

Nogle gange bliver tankespinet for meget som så fortsætter selvom lyset og tvet er slukket og meningen er sove, så suser tanker rundt som små mus på jagt efter pølse eller ost. Nogle bliver til små billeder på nethinden som nogle gange ender i en tåre på kinden pga et savn, andre gange kommer et minde fem som man så kan dele med andre dagen efter og så er der de gange hvor det bliver en fantasi om noget jeg godt kunne tænke mig.
Jeg kan godt forstå hvis jeg engang i mellem har ondt i hovedet med den aktivitet der er men tror nu nok det er sundt nok.