Trivsel

Endnu en sen aften hvor søvnen ikke melder sig. Jeg ved vækkeuret ringer i morgen kl. 5 men alligevel er der ikke noget der fortæller mig jeg skal krybe til køjs. I manglen på søvn og med en kold cola i hånden trænger endnu et af livets spørgsmål sig på.
Vi havde trivsel oppe at vende på arbejde og efter en meget turbulens tid men op og ned ture samt ja og nej hatte var det nu tid at prikke hul på det hele og finde ud af hvad der gik folk på.
Hvordan udfaldet blev vil jeg lade stå i det uvisse men en ting blev jeg klar over nemlig at trivsel er meget forskelligt fra person til person.
Nu snakker jeg heldigvis godt med mine kollegaer og andre omkring mig så derfor har jeg også hørt forskellige indgangs vinkler til hvad der skal til for at man trives.
At jeg trives ved en ting er jo ikke det samme at min kollega trives ved det samme. Men hvis vi begge skal trives samme sted så kan der jo godt komme konflikter ud af det. Tænk engang at noget så enkelt som at trives kan være så svært. Vi vil allesammen det bedste men alligevel går det galt. At trives er svært og at sætte ord på kan være lige så svært men at leve op til det og gøre så alle trives er jo decideret umuligt.
Men hvad er det dog der gør det så svært at efterleve det?? For nogle er det nemmere end andre men før eller siden kommer alle vel ud i at det er svært at få alle til at trives det sted man er.
Det gælder både på arbejde, i hjemmet, i en klub eller andet steds.
Hvis man sætter sig og tænker nærmere efter er der jo mange man skal have det til at fungere med og hvis alle er af forskellige meninger så er opgaven jo helt uløselig.
Hvad gør man så... går på krompomi eller giver efter. Tjaaaa.... kan man nu ikke få det helt som man bedst trives med findes der nok en anden løsning som man godt kan leve med og hvem ved måske i længden trives med. Hvordan finder man så ud af det? Det gør du jo egentlig kun ved at give det en chance med ja hatten på. Hvis du på forhånd er negativ indstillet på det kan det ikke lade sig gøre.

Engang i mellem kunne jeg godt tænke mig at man stoppede og og tænke over sin reaktion og tog den op til revurdering for hvor er der nogle der har tildens til at overreagere. Hvis alle ville prøve at sætte sig i andres sted og tænke over at der er en grund til de siger eller gør som de gør og så evt. snakke om tingene og finde en løsning så var krig jo unødvendigt. Ikke at det er nødvendigt nu men noget gør jo at nogle synes man bliver nød til at slås.

Krig i Irak, Afghanistan og alle andre steder er jo egentlig en stor konflikt som man synes man bliver nød til at ty til vold for at kunne løse. Hvis man på arbejdspladsen bliver uenige om noget kan det jo munde ud i en lille krig dog uden våben. Så er det bare jeg siger hvis man er i mod krig i verden hvorfor så ikke også på arbejdspladsen. Hvorfor kan man ikke finde en rolig løsning på tingene???

Folk er heldigvis forskellige men til tider kunne det være godt hvis man kunne blive lidt mere ens og på den måde enige.

Jeg synes det er vigtig at kunne forstå og respektere hinanden så man på den måde kan trives godt sammen og på den måde skabe nogle super steder at færdes.
Jeg har stor respekt for mine kollegaer og familie og bekendte men til tider føler jeg måske lidt den respekt ikke er gengældt og skal kunne forsvare alt hvad jeg siger og gør for at folk acceptere det. Det sker desværre også tit at visse laver det til et decideret problem og hva pokker siger jeg så noget for. Det de får ud af det er jo bare at man køre sig eget show og så er man da begyndt at køre toget den forkerte vej. Kom aldrig ud i det. trivsel er en balancegang hvor vægten helst skal forblive så vandret som muligt.

Nu kommer det her til at lyde som et surt opstød og det var det egentlig også lidt ment som. Jeg har selv oplevet det så tit og synes det er lidt tåbeligt at voksne mennesker ikke kan trives bedre sammen.

Klokken er efterhånden blevet mange men søvnen melder nu stadig ikke sin ankomst. Endnu engang må jeg gå i seng og bruge timer på at finde den helt rigtige måde at ligge på og i sidste ende ender det med at jeg kigger på klokken og konstatere at tiden igen er løbet fra mig og det endnu engang nok kun bliver til 5 timers søvn. Om det er fordi jeg ikke trives skal jeg ikke kunne sige men jeg er i en evig krig med søvnen hver aften både med våben og brug af åben ild forsøger søvnen at nedkæmpe resten af kroppen. Kroppen gør et sidste desperat forføg på at vinde over søvnen. Den krig køre de hver aften men det ender altid med at søvnen vinder slaget.
Er det sådan vi skal slås??? NEJ aldrig lad aldrig tingene omkring dig komme så vidt som kroppen og søvnen.

Respektere dem omkring dig og forstå at de måske har en anden opfattelse og mening end dig, og fortæl dem hvis det er at du trives på en anden måde og kom frem til en løsning.